Tekst af Jørgen Riber Christensen
fra bogen ”IDÉ-LANDET, Kunsten & Virksomheden”
Udgivet af Aalborg Universitetsforlag juni 2007 i forbindelse med 12 kunstneres store udsmykning
af KMD’s nye domicil i Aalborg, 2007.
Billedformater og den cirkulære fortællemåde
Nils Sloth har valgt akrylmaleriet som medium for sin udsmykningsopgave af et gangareal med tilstødende mødelokaler. På den nordvestvendte væg er der en serie af syv cirkelrunde malerier med forskellige diametre: 120 cm (et maleri), 96 cm. (et maleri), 84 cm (to malerier), 72 cm (to malerier) og 60 cm (et maleri). På den modsatte væg anvendes det rektangulære format i tre horisontalt aflange malerier, alle med højden 80 cm, men med forskellige længder: 150 cm, 200 cm og 300 cm. Det længste flankeres i hver side af to metalfigurer i silhuetprofil. I det lille vinkelrette indhak i gangen er der yderligere et rundt maleri med diameter 96 cm, og i mødelokalet ved gangen kan man gennem glasdøren se et maleri med diameteren 108 cm. I mødelokalet er der endeligt et stort rektangulært maleri (80 x 450 cm.). De runde malerier i gangen er ophængt samlet i små serier på hver to eller tre billeder i forskellige ophængningshøjder. Før man når ind til disse lokaliteter møder man for enden af den store glasbro det største maleri på 100 x 630 cm. – også med metalfigurer.
Det er vanskelige formater, som Nils Sloth har valgt at arbejde med. Der er en serie cirkelrunde malerier, og en anden serie meget aflange i horisont-formatet. Inden for malerkunsten er det rektangulære format næsten enerådende, hvor kvadratet er sjældent, og hvor det aflange meget brede lærred i et relativt lille antal billeder stort set kun bruges til at afbilde en frise med en procession af mennesker. I dag er det nærliggende at sammenligne med vor tids dominerende billedmedie, fjernsynet. Der er ingen cirkelrunde tv-skærme, men tv-billedet er i disse år ved at bevæge sig fra 4:3 forholdet til det aflange 16:9 forhold. Billedets format påvirker dets indhold og fortællemåde. Først og fremmest er der plads til flere informationer på et 16:9-billede end på et tilsvarende 4:3-billede, og hvis billedstørrelsen er stor, som det er tilfældet med Nils Sloths malerier, kommer der en lille tidsfaktor ind i aflæsningen, idet det aflange eller horisontale billede ikke kan aflæses med et blik, men betragteren skal bevæge øjnene eller hovedet for at se hele motivet. Tilmed er den vandrette længde på Nils Sloths tre malerier anseelig, hvilket betyder, at betragteren enten skal træde tilbage, eller som det er mere naturligt på et gangareal passere billederne gående, så tidsfaktoren i aflæsningen bliver betydelig, og aflæsningen bliver dynamisk. Betragterens kropslige bevægelse bliver på denne måde en del af billedernes betydninger. Aflæserens betydning for billedernes betydningsdannelse kan iagttages på de to store malerier, der er flankeret af en metalfigur på hver side. Disse to figurer er menneskelige profiler med blikretningen ind mod maleriet, og det er nærliggende at opfatte disse to profiler som fabulerende repræsentationer af betragtere, der således bliver en del af billedet.
Hvor det aflange, horisontale lærred har en dynamisk medbetydning, har Nils Sloths syv cirkulære formater en anden indflydelse på den betydningsdannelse, som malerierne giver. De aflange malerier vil man oftest foretrække at aflæse fra venstre, hen over midten og slutte til højre. Denne fortælleform er gennemprøvet og traditionel. Aristoteles (384-322 f. Kr.) beskrev i sin Poetik (Ars Poetica), hvorledes en fortælling skulle konstrueres, og en grundregel er, at den skal have en begyndelse, en midte og en slutning. Fortællingen skal altså være lineær, og den skal være sekventiel, idet dens sekvenser skal aflæses i en bestemt rækkefølge. De runde malerier bryder med denne fortælletradition, og de forbyder fortællingens logiske og tidsmæssige fremadskriden, så betragteren må indstille sig på en øjeblikkelig aflæsning af billedet, og han eller hun har ingen oplagt vejledning i en rækkefølge af de enkelte form- og motivelementer i billedet. Det rationelt lineære er brudt i og med den runde organiske form, der kræver en helt anderledes måde at sanse og tænke på. Det er ikke tilfældigt. Nils Sloth har en holdning til den virkning, han ønsker malerierne skal have på deres betragtere. I projektforslaget skrev han: ”Lokaliteten for min udsmykning rummer en gang med tilstødende mødelokaler. Idet jeg går ud fra, at der grundlæggende skal tænkes mange rationelle tanker under de forskellige mødeaktiviteter, satser jeg på et kunstnerisk bidrag, der understreger nødvendigheden af at stimulere den mere irrationelle, skæve og kreative tankegang, der bestemt også er nødvendig uanset hvilken mødeaktivitet, der måtte være tale om, og hvilke emner, der er på dagsordenen. Måske kunsten udover den rent æstetiske oplevelse kan give et fabulerende sanseligt humoristisk input, der således konstruktivt påvirker mødeaktiviteten!”
I projektbeskrivelsen kommer Nils Sloth ind på inspirationen til værket: ”Det er oplagt at jeg motivisk bl.a. tager afsæt med det faktum in mente, at KMD-grunden tidligere rummede Aalborgs legendariske skibsværft, og nu bærer et hus, der i den grad symboliserer den digitale tidsalder. Jeg tilstræber en tidssvarende udsmykning, der understreger den globale og digitale tid vi nu lever i.” og han beskriver også sin malemåde: ”Skønt jeg gør mig mange tanker om indhold og udførelse af malerierne, er jeg ikke en maler, der som sådan laver skitser til mine malerier. Dertil arbejder jeg, til trods for en stram disciplin, spontant.” Denne disciplinerede spontanitet betyder, at malemåden er lag på lag, og med mange overmalinger. Her er kunstneren kompromisløs, når han kasserer og overmaler store dele af et billede, og han siger ”Jeg er benhård til at male hen over… Kill your darlings – No mercy!”, men disse darlings dør på en konstruktiv måde, for overmalingen af dem fører til kontinuerlige forbedringer af maleriet. Men malemetoden er ikke kun analog med akrylmediet. Nils Sloth fotograferer stadierne i maleriernes progression, og lægger disse digitale skitser ind i computerens billedbehandlingsprogram Photoshop for at eksperimentere effektivt med idéer her, inden de evt. ender på lærredet. Skønt malemåden altså er både nutidig og digital, indgår der også vigtige håndværkerelementer. Til runde lærreder har Nils Sloth sammen med en fagmand udviklet en særlig rundblændramme af en dobbelt MDF-plade, så lærrederne kan strammes, hvis de med årene skulle trænge til det.
Vækst og sanselighed
De billedtitler, Nils Sloth i designfasen tænkte sig at give malerierne, understreger, at det ikke er den lineære, rationelle tænkemåde, der understøttes via malerierne. I en ordleg med bogstaverne KMD opstår titler som: ”Knas med dyden”, ”Kompositionen markerer diskrepansen” eller ”Kvintessenser med duetsvar”. Et kig på malerierne selv, derimod, peger klart på en tematisk og stemningsmættet sammenhæng. Malerierne er erotiske, livgivende og sensuelle med en overflod af farver. Gennemgående træk ved motiverne er stiliserede blomster og plantedele. Stiliseringen består af et fravær af farver, hvor planterne er overvejende hvidlige, eller de har mætningssvækkede farver fra den øvrige del af maleriet, og stiliseringen består også af tykke og markante konturlinjer omkring selve planten. Et andet motiv et stiliserede kvindeansigter, igen mere tegnede end malede med konturlinjer, og det er meget store øjne og læber, som betragteren må forholde sin egen sanselighed til. Baggrunden for planterne og kvindeansigterne er diffus og amorf, og den er sammenmonteret af flere forskellige elementer. Der er somme tider et mønster og ornamentik af små geometriske former, og der er ubestemmelige store og små penselstrøg. Små figurative skikkelser, bogstaver, og ord som f.eks. ”Colours in bloom” deler baggrunden.
Montage og intertekstualitet
Det verdensbillede, som Nils Sloths maleriserie fremstiller, har intet samlet og organiseret rum, og der er heller ikke nogen egentlig logisk sammenhæng mellem de elementer, som udgør malerierne. Man kan ikke uden videre påstå, at de afbilder virkeligheden, og der er ikke lagt nogen bestemt synsvinkel eller orienteringspunkt ind i deres kompositioner. F.eks. er der ikke centralperspektiv, hvor alle indadgående linjer mødes i ét punkt, og størrelsesforhold giver ingen rumlig orientering med store figurer i forgrunden og små i baggrunden. Den rumdannende effekt, der er, er overlapning, hvor dele af en figur dækker dele af en anden.
Det kompositionsprincip, som Nils Sloth anvender i maleriserien, er montage (fransk: sammenstilling). Montagen er en modernistisk teknik fra starten af 1900-tallet, hvor kubistiske kunstnere som Picasso og også senere surrealister sammenmonterede forskellige elementer for at opnå en ny kompositorisk og betydende helhed, men førend de modernistiske kunstnere kunne sammenmontere disse elementer, skulle elementerne først fjernes fra den sammenhæng, de oprindelig befandt sig i, og den verden, montagen opstod i, var netop præget af det fragmenterede og usammenhængende. Tidligere tiders kontinuitet er forsvundet både fra virkeligheden og fra kunsten. Modernismen er modernitetens kunstneriske udtryk, og den opstod i metropolerne og storbyerne med deres fart, tempo og overvældende sanseindtryk, hvor livet også var opdelt i ikke-sammenhængende sfærer som hjem, arbejde, transport, følelser og seksualitet. Denne form for modernitet er stadig hos os; men kan man anskue Nils Sloths malerier fra 2007 som modernisme? Nej, der er mere og andet end fragmenteret modernisme i disse billeder. Et vigtigt nyere element er aflæserens eller betragterens vigtige rolle i betydningsdannelsen. Selve billedformaterne er som omtalt en opfordring til en aktiv aflæsningsform, og i de to store aflange billeder er betragterne repræsenteret via profilerne, og deres blikretninger styrer hans eller hendes aflæsning af maleriet i midten. Det er en forskel fra den tidligere modernistiske kunst, som skabte en distance mellem sig og betragterne. Først og fremmest fordi billedsproget var så nyt, avanceret og anderledes. Den distance mellem kunst og betragter bliver også ophævet i Nils Sloths malerier pga. deres placering på en travl arbejdsplads, hvor det er kunstnerens intention, at hans malerier skal give en konstruktiv påvirkning af det arbejde og de beslutningsprocesser, der foregår der.
Et andet element i malerierne, der er tidstypisk, er at de indeholder intertekstualitet. De referer til andre billeder. F.eks. er et af kvindeansigterne et citat fra et maleri af den italienske renæssancekunster Rafael (1483-1520), der er ekkoer af Picasso og Andy Warhol. Mere bredt har kvindeansigterne med ansigtstrækkenes proportioner referencer til reklameverdenens kvindefremstillinger. Der er således ikke tale om en decideret finkulturel kunst, og heller ikke om decideret popkunst. Dertil er billedserien for sammensat og kompliceret. Betragteren skal nemlig i bedste fald være i stand til at kombinere reklameverdenen med renæssancekunsten og også med et modernistisk formsprog. Der er noget for enhver smag, og Sloths malerier hører hjemme i en vidtfavnende massekultur. Det massekulturelle, integration af aflæseren i værket og det intertekstuelle kendetegner det postmoderne, og Nils Sloths maleriserie rummer således flere stilperioder i sig, samtidig med at den er nutidig.
Nils Sloth
På sit website beskriver Nils Sloth sin kunsterliv som ”Selvstændig billedkunstner uden sikkerhedsnet og overførselsindkomster siden 1990.” Han er født i 1957 og er bl.a. aktiv i Aalborg med eget værkstedsgalleri, Artbreak Hotel. Han er også grafiker og illustrator og han har været underviser, og siddet i bestyrelsen for Nordjyllands Kunstskole. Nils Sloth er repræsenteret på flere offentlige museer og har haft mange udsmykningsopgaver. Han anvender mange teknikker og materialer udover acrylmaling: bl.a. beton, rustfri stål, træ og digitale medier.