Maleriudsmykning

Jeg er nu i gang med en stor maleri-udsmykning til Danmarks Lærerforening i Aalborg. De er flyttet ind i den gamle idrætssal i de tidligere skolelokaler i Ryesgade 62, der senest husede konservatoriet. Forslaget rummer i alt 12 malerier i forskellig størrelse sat sammen til fire enkeltværker hver bestående af tre lærreder. Motivmæssigt vil der blive trukket tråde tilbage i skolehistorikken til plancher, udstoppede dyr, kridttavler og de ”analoge tider” generelt; dertil motiver der pejler nutidens digitale udtryk samt inspiration fra leg og anden læring suppleret af tekstfragmenter, der også refererer til lærerrollen og fagligt fællesskab. Som det bl.a. stod formuleret i det forslag jeg lavede til bestyrelsen.