”Mingalarbar!”… man lærer hurtigt det lange høflige ord for ”hej”, når man går rundt i gaderne. Nok er der fattigt og beskidt, men jeg har sjældent mødt en så umiddelbar glad, positivt hilsende befolkning som her i Burma – eller Myanmar, som regimet har kaldt det sydøstasiatiske land siden 1989.
Vi ankommer fra Thailand ved den nyligt genåbnede grænseovergang i Mae Sot. I 28 dage (normal varighed af et visum) rejser min rejseledsager og jeg rundt i landet via bil, tog, fly, cykel, båd, tuk-tuk, motorcykel, scooter og på gå-ben. Efter en uge i den sydlige del af landet, der efter en ti timer lang togtur slutter med nogle dage i landets største by Yangon, tidligere kendt som Rangoon, flyver vi nordpå til et todages-trek i bjergene udenfor Hsipaw i Shan-staten. På vandringen de 16 meget varme kilometer op, op, op ad bjerget er udsigten ikke altid lige opmuntrende, da meget af skoven bliver brændt af – dels for at lave trækul, dels i jagten på ny agerjord.
I den lille hyggelige Palaung-village, hvor vi overnatter, kan der som i alle små landsbyer kun genereres elektricitet i meget små mængder, så det er paradoksalt at se en simpel bambushytte flankeret af en lillebitte solfanger. Men ingen tvivl om at opladningen af mobiltelefoner har høj prioritet – på meget kort tid er mobilen fra at være en fjern drøm blevet noget nær allemandseje efter at et sim-kort nu kun koster 2 dollars. For to år siden lød prisen på 2000 dollars! Et eksempel burmeserne ofte nævner, når de skildrer den hastige udvikling landet gennemgår disse år.
Fra 1886 til 1948 var landet britisk koloni. Efter få års spæde forsøg på demokrati tog militæret i 1962 magten og har i årevis holdt befolkningen i et diktatorisk jerngreb med voldsomme brud på menneskerettighederne. Først i 2010 indledtes en ny reformkurs, der når sin foreløbige kulmination til november i år, når der skal afholdes nye frie demokratiske valg… forhåbentlig! Situationen i landet er stadig nervøs, men generelt spores en enorm optimisme blandt de mere end 130 forskellige etniske folkeslag der lever sammen i det store sydøstasiatiske land, hvor den kendte og internationalt respekterede nobel-fredsprismodtager, Aung San Suu Kyi, er den ikoniske samlende frontfigur i kampen for frihed. På t-shirts, på væggene i hytter og restauranter, på nøgleringe – overalt er der billeder af ”The Lady”, som sad i husarrest i Yangon i over 15 år frem til 2010.
Der er stadig områder, der er lukket land for turister, så med forskellige twists følger mange den samme rute oftest med Inle Lake og Bagan som højdepunkter. Og umådelig smukt og mystisk er det ca. 40 km2 store tempelområde i Bagan, der havde sin storhedstid fra det 11. til det 13. århundrede. På små el-scootere kører vi rundt mellem de over 2000 templer og pagoder i det støvede landskab. Solnedgangen nydes fra toppen af en af ruinerne, mens skumringen skærer toppen af de 40 grader, der hele eftermiddagen har gennemvædet t-shirten.
Et highlight er også gåturen over U Bein broen i Amarapura i udkanten af Mandalay. Fra klokken fem i morgenskumringen slentrer vi langsomt over den 1,2 km lange teaktræsbro. Som dagen gryr, stiger også antallet af de mangfoldige typer, der krydser broen, ikke mindst et tiltagende mylder af munke i deres mørkerøde gevandter. Ovre på den anden flodbred hyrer vi en lille langbåd, der roligt padler os tilbage. Den intense stilhed brydes kun af de mange fugles basken og årernes skvulp i vandet.
Vi var glade for at besøge landet nu inden det for alvor bliver turistdestination. Kritiske eventyrere vil sikkert mene, det allerede er for sent – at tidslommen er indhentet af den moderne civilisation. Ja, det er den delvist; men jeg synes sørme vi skal unde burmeserne, at de nu lukker verden ind. Og at også de kan gribe mobiltelefonen og sige ”Mingalarbar” med et stort smil!
Billedkunstner Nils Sloth, maj 2015
Se alle tegningerne i større format her
