GLEM DET HELE!
KOGEKUNST og DANSKE SPOR spiller i HYLDEMORS tegn
En hippie-installation med lys og video – en tidslomme for unge og gamle, hvor der kan varmes op forud for Hyldemors koncert på Huset i Aalborg dagen efter d. 5. juni.
Onsdag 4. juni kl. 20
Artbreak Hotel, Danmarksgade 62
Entré incl. 1 glas hyldepunch: kr. 30,-
Se Niels Fabæks flotte fotos fra aftenen på her (facebook-link)
Inden sangskriveren Hans Vinding døde i 1999, nåede han i de to bands Furekåben og Hyldemor at sætte væsentlige spor i dansk rock. Også mange musikere på nutidens unge scene er inspireret af Vindings musik og markante sangskrivning – bl.a. de to lokale bands Danske Spor og Kogekunst.
Det vil man kunne høre på Artbreak Hotel i en drømmende installation med hippiestemning og psychedelisk lys, hvor publikum også kan male videre på et portrætmaleri af Hans Vinding, som Nils Sloth har skabt til eventen. Maleriet vil blive sat på auktion fra Huset i Hasserisgades scene den efterfølgende aften til Hyldemors koncert – beløbet doneres til psykisk sårbare unge. John Teglgaard fra Hyldemor siger om billedet: ”Det er et smukt portræt og helt i Hans´ ånd at bortauktionere det til fordel for psykisk sårbare unge – for sådan én var Hans – så det er virkelig med hjertet, at vi håber salget vil bringe hjælp til dagens sårbare unge.”
(Billedet blev på auktionen budt helt op til 11.000 kr.! Dejligt!)
DANSKE SPOR
I skovbrynet udenfor Aalborg holder Danske Spor græsset tørt med hypnotisk sommervarm drømmefolk. Som en del af det voksende musikmiljø i Nordjyllands hovedstad, er Danske Spors single-debut ”Alle Disse Hoveder”/”En Sommerdag” et nyt kapitel i den danske syrekanon. Med kærlighed til bands som De fortabte Spillemænd, Janus og Venner og Alrune Rod, lægger Danske Spor sig som soundtrack til en genvunden drøm om Det Ny Samfund og den frie kærlighed. Men bag det musikalske fredsommelige ydre, banker et indebrændt lyrisk paranoia. Danske Spor består af Kasper Dons som live bliver bakket op af bandet Kogekunst.
KOGEKUNST
Kogekunst er en duo, der spiller dronet noise-beat, balancerende på grænsen mellem melodiske sange og kaotiske opløsninger af støj. I takt med evigt afvekslende sindsstemninger spiller de umiddelbar musik, som udfordrer lytteren med afskrabet og rå lyd det ene øjeblik og omsluttende bredde det andet. Som duo tages opfindsomhed i brug for at skabe et bredt lydbillede. Hos Kogekunst flyder orgeldroner, repetitive trommer, en-hånds-guitarer og insisterende vokaler sammen til fri, ustyrlig udfoldelse.
Danske Spor og Kogekunst fotograferet under Copenhagen Psych Fest i år.
Foto: Peter Troest/www.troest.nu