Efter mange års påskeudstillinger med Åbent atelier i lejligheden i Danmarksgade har jeg længe haft lyst til at komme ned i gadeplan med mere hyppige åbningstider.
Det er nu sket under navnet ARTBREAK HOTEL i Rantzausgade 5 i Aalborg – et penselstrøg fra Mølle Plads.
Artbreak Hotel åbnede med en reception lørdag d. 12. november.
På de 100 m2 viser jeg sammen med en kollega egne værker med skiftende ophængninger af maleri, grafik, objekter – og hvad vi ellers kaster os over. Der bliver hyppig variation i ophængningerne fulgt af tiltag med specielle udstillingsarrangementer.
Galleriet er et aktivt værkstedsgalleri, hvor der indimellem er mulighed for at følge skabelsen af kunsten. F.eks. hvordan der trykkes grafiske blade på trykpressen.
De faste åbningstider er torsdag og fredag kl. 13 – 18 samt lørdag kl. 11 – 14.
Yderligere er der åbent efter aftale.
Se mere på www.artbreakhotel.dk
Videoinstallationen PLAYTIME udført i samarbejde med Bruno Kjær vil blive etableret igen i en lidt anden form på den digitale kunstfestival MINE i Thingbæk Kalkminer i Støvring 5.-6. november.
Arrangementet finder sted lørdag/søndag d. 5-6/11, kl. 12.00 – 16.00.
Se mere på www.oneo.dk
I den smukke gamle maurerby Capileira i Alpujarras-bjergene i Andalusien har jeg i oktober arbejdet med nye grafiske tryk. Skitsebogen og rejsedagbogen fra sidste års rejse til Marokko dannede grundlag for en serie raderinger og jeg arbejdede yderligere med en ny spændende monotypiteknik. Herunder ses et par af Marokko-raderingerne: