September 2006

Forberedelserne er igang til: clOZe – på motiv og palet.
Digital ruminstallation på Artbreak Hotel under Kulturnatten i Aalborg,
fredag d. 13. oktober kl. 19-22
.

Til daglig på Artbreak Hotels gallerivægge lever mine motiver deres actionfyldte men dog statiske liv på lærrederne.
På Kulturnatten, der i år afvikles under temaet “kaOZ”, slippes de fri via to digitale projektioner, forlader deres velkomponerede plads og springer ud i rummet.
Den dynamiske visning af motiverne suppleres af to andre digitale shows med afbildninger af de “paletter”, der udgør den egentlige substans i malerierne.
De mange projektioner rammer vægge, loft og gulv samt ikke mindst det arsenal af store oppustede hvide balloner, der dækker gulvet i hele galleriets underetage. Publikums traven skaber en konstant bevægelse i ballonerne, der resulterer i en evig skiftende focus af de rytmisk varierende billedprojektioner.
Malerimotivernes ”alter egoer” trækkes ned fra væggene i et humoristisk og magisk kaos, der involverer publikum.

Som en af flere repræsentanter for Nordiske Akvarelselskab har jeg netop sendt en stor akvarel, “Life about”, afsted til Den Internationale Akvareludstilling, der finder sted i Bilbao fra d. 4.-14. oktober. Udstillingen fortsætter derefter til Vitoria og San Sebastian i november, december og januar.


Life About, 70 x 50 cm.

Den afsluttende finisering på tegneprojekt STREGER er netop slut. Det var interessant at se galleriets vægge fyldt med 180 Aalborg-tegninger. De er nu taget ned igen, men er stadig på Artbreak Hotel, så kom bare og bladre i bunkerne – der er tegninger af alt lige fra løveunger, bluesmusikere, indvandrerkvinder og stemningsbilleder fra gaden til kritiske kommentarer til Aalborgs byudvikling…og meget mere. Her to snapshots fra ophængningen – en serie kvindeportrætter og en stribe dyreskitser fra Zoo.