Hvide Sande kunstnerhus

Fra fredag 23. august er jeg at finde i kunstnerhuset ART 56 i Hvide Sande, hvor jeg skal udstille og arbejde i 14 dage frem til 5.september. Huset ligger idyllisk lige ud til Ringkøbing fjord, hvor stedet er kendt som Tyskerhavnen; jeg erfarer nu, at navnet formentlig stammer fra, at beboerne på Holmsland Klit i begyndelsen af 1900-tallet kaldte området for Tyskland). Uanset så har jeg selv en historie fra stedet: I første halvdel af 80’erne, da jeg boede i København, flyttede min gode ven Jørgen til Hvide Sande for at gå i lære som bådebygger. Snart begyndte han sideløbende at bygge den flotteste skurvogn, som de næste år blev hans hjem, da han fik lov at placere den netop i Tyskerhavnen. Det var altså lang tid før Tiny Houses blev trendy. Ofte besøgte jeg det skønne sted – tegnede, malede akvareller og trykte på skolen i Kbh. en lille bog med originalgrafik derfra.
Så det bliver et spændende gensyn! Der vil være åbent galleri/værksted søndage til torsdage fra kl. 12:00-16:00. Så kig forbi hvis du er på de kanter. Artbreak Hotel kører i den periode på lavt blus men med indgang fra møbelbutikken.
Her en stribe gamle tegninger, en koldnålsradering, akvareller og fotos fra dengang samt en omtale af bogen fra Dagbladet Ringkøbing. Bogen er desværre nu ret slidt som man kan se.
PS: Skurvognen er stadig i super form, men står nu andetsteds.
 
Hvide Sande akvareller start 80’erne.
Lille originalgrafisk bog 1985.
Artikel om bogen fra Dagbladet Ringkøbing 1985.
 
 
Den unge Sloth i Tyskerhavnen.
Ætsning med koldnålsradering 1985.
 
 
Tuschtegninger 1982.
Kunstnerhytten til højre 2024.